Hvepsevåge på rov

Det store fugletræk fra Skandinavien hen over Stevns Klint er i fuld gang. I øjeblikket er det især hvepsevåger, der er på vej til tropisk Afrika.

Den 3. september kom mere en 1000 af disse flotte rovfugle ind over halvøen. Undervejs bliver de rejsende naturligvis sultne, så hvis lejligheden byder på et hvepsebo med deres livret hvepselarver, lader de ikke den chance gå fra sig.

Taget på fersk gerning

Lars Henriksen fra Lilledal ved Stevns Klint overraskede en sensommerdag en hvepsevåge i gang med at udgrave og plyndre hvepsebo under en busk i haven.  Lars fik taget billeder af hvepsevågens værk (se nedenfor), et imponerende gravearbejde med plyndrede hvepselarvekager.

Beskyttet mod hvepsestik

Hvepsevågen er perfekt tilpasset det ’stikkende’ fødeemne. Den er på størrelse med en musvåge, men har kraftigere og længere ben til gravearbejdet, en længere hals og fjerdragt, det beskytter mod hvepsestik. Hvepsevågen kan også æde voksne hvepse, hvor de bider brodden af, før de sluger dem.

Se selv fugletræk i weekenden

Du kan endnu nå at se hvepsevåger på træk, hvis du tager en tur ud til Stevns Klint, for eksempel Mandehoved. Men skynd dig, for allerede i midten af september er det slut. Men fugletrækket forsætter heldigvis ind i oktober med mange andre spændende fuglearter. Du kan læse mere om trækfuglene over Stevns Klint og få hjælp til at bestemme en rovfugl på Stevns Klint App.